Gør dig klar til jobsamtalen – trin for trin
En jobsamtale kan være både spændende og nervepirrende. Du bør altid forberede dig, inden du skal til jobsamtale. Få tips til, hvordan du kan forberede dig til før, under og efter.

Nu skal du præsentere dig selv bedst muligt
Jobsamtaler kan variere meget. Nogle er formelle og foregår med flere personer fra virksomheden, mens andre er mere afslappede og uformelle. I dag er det også helt normalt, at samtalen foregår online via programmer som Teams eller Zoom.
Uanset formatet er det vigtigt, at du har gjort dig nogle grundige overvejelser inden samtalen. Start med at genbesøge, hvorfor du synes, virksomheden og jobbet er spændende: Hvad står virksomheden for? Hvilke opgaver indebærer jobbet? Og hvordan matcher dine kompetencer og erfaringer det, de søger?
I det følgende giver vi vores bedste bud på, hvordan du bedst forbereder dig på processen før, under og efter jobsamtalen.
Før jobsamtalen - forberedelse og øvelse
Et fast element i mange jobsamtaler er, at du bliver bedt om at præsentere dig selv. Her er det en fordel at have forberedt en kort og skarp præsentation – også kaldet en elevatortale.
Elevatortalen er en koncentreret introduktion til dig og din faglighed. Den varer cirka ét minut og skal give et klart billede af, hvad du kan, og hvad du har opnået. Tænk på den som en tale, du kunne holde, hvis du mødte en relevant arbejdsgiver i en elevator og kun havde få etager til at gøre indtryk.
Sådan forbereder du din elevatortale:
- Brug dit CV som udgangspunkt.
- Skriv talen ned og øv dig på at sige den højt.
- Test den foran spejlet, en ven eller et familiemedlem.
- Optag dig selv med din telefon – så kan du både høre, hvordan du lyder, og tjekke længden.
Når du har styr på din elevatortale, har du et stærkt værktøj, du kan bruge både til samtalen og i andre professionelle sammenhænge.
Ifølge en undersøgelse fra Ballisager (2021) mener hele 70 % af arbejdsgivere, at din motivation for jobbet er et af de vigtigste elementer i samtalen. Derfor er det vigtigt, at du kan sætte ord på, hvorfor du har søgt netop denne stilling.
Spørg dig selv:
- Hvad var det ved jobbet, der fangede din interesse?
- Er det opgaverne, der tiltaler dig?
- Er du motiveret af muligheden for at starte noget op og sætte dit præg?
- Eller er det samarbejdet i teamet, der tiltaler dig, fordi du trives i fællesskaber?
Du har sikkert allerede skrevet lidt om din motivation i din ansøgning – men samtalen giver dig mulighed for at uddybe og vise, at du virkelig brænder for jobbet.
Her er en række spørgsmål, som du kan forberede et svar på. Det er ikke sikkert, at du bliver stillet dem alle, men hvis du har taget stilling til dem, bliver du ikke overrasket.
- Fortæl kort om dig selv
- Hvorfor søger du nyt job?
- Hvad er dine forventninger til jobbet?
- Hvad kender du til virksomheden?
- Nævn dine styrker og svagheder
- Er der noget i stillingen, som vil være en udfordring for dig?
- Hvorfor søger du netop dette job?
- Hvad vil du kunne bidrage med i denne virksomhed?
- Hvorfor er det lige dig, vi bør ansætte?
- Hvilke tidligere erfaringer har du med de forskellige hovedområder i jobbet?
- Hvad motiverer dig ved jobbet?
- Hvad trives du mindst med at lave?
- Hvordan arbejder du under pres?
- Hvordan samarbejder du?
- Hvis du har haft stress, hvordan håndterer du det så?
- Hvordan har du det med arbejdstiderne?
- Hvorfor har du været ledig så længe?
- Hvorfor har du haft mange korte ansættelser?
- Hvordan leder du andre/hvordan vil du gerne ledes?
- Hvad synes dine tidligere kolleger om dig?
- Hvordan håndterer du konflikter?
- Hvor ser du dig selv om fem eller ti år?
Under jobsamtalen
Se videoen nedenfor og få tips til jobsamtalen, som faktisk allerede starter på parkeringspladsen.
Hvis du skal til online jobsamtale
Det er blevet mere normalt at blive indkaldt til en jobsamtale, der foregår online.
Hvis du ikke har prøvet det før, vil du i det følgende blive guidet til den bedst mulige oplevelse for dig og personerne fra virksomheden.
Online jobsamtale
I din indkaldelse til online jobsamtale vil der formentlig stå i hvilket program, samtalen afholdes. Det kan fx være via programmet Teams eller Zoom. Har du det ikke, skal du hente det ned på din computer. Nogle gange skal du kun trykke på et link i indkaldelsen.
Få en ven eller et familiemedlem til at afholde et møde med dig i programmet, hvis ikke du har prøvet det før. På den måde får du set, hvor du skruer op for lyden, slår lyden fra eller andre funktioner i programmet.
Log ind i god tid inden en online jobsamtale. På den måde har du mulighed for at tjekke, om det hele spiller. Tjek også, at din PC har nok strøm og sæt eventuelt strømstikket i.
Når du er logget ind, har du mulighed for at tjekke lyden og om dit webcam virker. Det kan nogle gange drille lidt og være ret stressende, hvis jobsamtalen starter lige om lidt og lyden ikke virker.
Det kan være en god idé at stille din PC oven på et par tykke bøger. På den måde kommer dit webcam op i øjenhøjde, så du ikke bliver filmet nedefra.
Samtidig bør du tjekke, at du ikke sidder med et vindue i baggrunden. Det vil gøre dit ansigt helt mørkt, så man næsten ikke kan se dig.
Ejer du ikke en PC, kan du ofte også holde online jobsamtale på din smartphone eller tablet. Mange af de samme tips om at være i god tid, placere kameraet i øjenhøjde mm. gælder også for en jobsamtale på en mindre skærm. Det kan være en god idé at tage hovedtelefoner på, så lyden går klarere igennem.
Det du bør ikke gøre til en jobsamtale
Du har fået rigtig mange råd til, hvad du skal gøre til en jobsamtale. Der er også ting, du bør afholde dig fra at gøre, når du møder arbejdsgiver for første gang.
- Lad være med at tale dårligt om din tidligere arbejdsplads
- Kom ikke for sent
- Vente på, at arbejdsgiver tager styringen over samtalen
- Fokusere meget på dig selv
Nu er jobsamtalen ovre
Hvis du får gode nyheder, tillykke! Hvis du får et afslag, så er her nogle råd til, hvad du kan gøre.
Efter jobsamtalen
Det er nervepirrende at gå til jobsamtale, og du klarede det! Husk at fokusere på, at du har gjort det så godt, som du kunne. Ventetiden indtil du hører fra arbejdsgiver, kan virke rigtig lang, men hold humøret højt og fortæl andre om din oplevelse til jobsamtalen.
Det er svært ikke at miste motivationen og modet en smule, hvis et job, som du virkelig kunne se dig selv i, bliver besat til anden side.
Men det er desværre et vilkår, som alle stort set har prøvet i forbindelse med at være jobsøgende. Det kan føles som spildt tid og arbejde, men det er det ikke nødvendigvis.
Arbejdspladsen har fået kendskab til dig og omvendt, og du ved ikke, om der inden for kort tid slås en anden stilling op, som du også kunne være interesseret i. Så har du allerede den fordel, at du kender til nogle fra virksomheden.
Du kan følge virksomheden på LinkedIn, og hvis du havde rigtig god kemi med dem, der interviewede dig, kan du netværke på LinkedIn med dem. På den måde har du en hurtig vej ind til at spørge ind til en anden stilling, hvis den skulle dukke op.
Det er en rigtig god idé at spørge personen, der giver dig afslag, om feedback på din præstation til jobsamtalen.
Du kan fx spørge personen:
- Er der nogle kompetencer, jeg mangler?
- Hvordan er min tilstedeværelse i jobsamtalen?
- Hvorfor valgte I den anden kandidat over mig?
- Hvad skulle der til for, at jeg havde fået jobbet?
Brug feedback fra interviewer til at forbedre din jobsøgning. Hvis personen siger, at du mangler konkret erfaring med en bestemt opgavetype, kan du undersøge, om du kan komme i virksomhedspraktik eller tage et kursus i det. Det kan også være, at du skal arbejde med at være mindre genert og mere livlig til en jobsamtale. Det kan du øve med venner og familie eller i netværksgrupper med andre ledige.
Det er kun i meget sjældne tilfælde, at et afslag handler om noget personligt. Fat derfor mod og brug jobsamtalen og afslaget på at gøre det endnu bedre næste gang.
Få hjælp til at forberede dig til jobsamtalen sammen med en vejleder i Åben jobsøgning
Åben jobsøgning er for dig, der ønsker fysisk sparring til din jobsøgning.